Dansk

Den europæiske sammenslutning af nationale sproginstitutioner (EFNIL)

Den 7. årlige konference, Dublin, 4.-6. november 2009

Dublin-erklæringen  

om forholdet mellem de officielle sprog, regionale sprog og mindretalssprog i Europa

1. Den sproglige virkelighed varierer betydeligt fra land til land i Europa, og det skyldes en række forskellige historiske, sociale og politiske forhold. EFNIL’s medlemmer arbejder, i deres egenskab af centrale institutioner i EU-medlemslandene, for at støtte deres officielle sprog via sprogforskning, sprogbarometre, korpusopbygning, dokumentation og politiske initiativer. Desuden er de forpligtet til at følge udviklingen i sprogbrugen og den sproglige mangfoldighed i deres respektive lande.
2. Udtryk som ”mindretalssprog” og ”regionale sprog” er normalt meget værdiladede og anvendes i ideologiske sammenhænge. Det samme gælder udtryk som ”nationalt sprog”, ”officielt sprog” og mange andre der bruges til at angive et sprogs tilstand eller status (fx indfødt, autoktont, etnisk, mindre anvendt, halvofficielt, dialekt, ikke-territorialt, dominerende sprog). Alene det at der anvendes så mange forskellige udtryk om sprog er tegn på at forholdet mellem forskellige sprog indbyrdes og mellem sprog og samfund er meget komplekst. EFNIL agter at bidrage til en generel bevidstgørelse om disse udtryk og til at fremme en standardiseret anvendelse af udtrykkene i officielle dokumenter og sprogpolitikker.
3. EFNIL anser alle sprog for kulturelt ligeværdige, og dette omfatter naturligvis også minoritetssprog. Når det gælder sprogbrugernes krav på adgang til viden og sprogundervisning, så skelner EFNIL ikke mellem autoktone, indvandrer- eller mindretalssprog. Til disse formål anbefaler EFNIL optagelse af så mange sprog i skolernes undervisningsplaner som muligt og opfordrer statslige myndigheder til at indtage en proaktiv holdning til integrationen af mindretalssprog i skoleundervisningen og/eller tilbyde muligheder for adgang til uddannelse på og i disse sprog så vidt muligt.
4. Sproggrupper bosiddende uden for deres sproglige hjemland bør være forsikret om at den nation i hvilken de er borgere, respekterer og værdsætter sproglige rettigheder. Det kan eksempelvis opnås i form af bilaterale aftaler med de sproglige mindretals hjemlande eller via lovgivning om mindretalssprogenes status. Etableres en sådan praksis, så kan gevinsten ofte være forbedrede internationale forbindelser, udveksling og handel.
5. Borgere i et givet land forventes som regel at have en vis sprogfærdighed på et bestemt sprog (normalt kaldet det ”nationale” eller ”officielle” sprog). Personer der ønsker at opnå statsborgerskab skal typisk fremlægge bevis for deres færdigheder på dette sprog. I nogle få lande gælder denne betingelse ét af flere officielle sprog. I disse tilfælde bør det naturligvis ikke finde sted at visse indfødte sprog værdsættes mindre end andre, idet alle sprogene udgør en del af landets kulturarv. Det giver anledning til stor bekymring at der på det seneste har kunnet spores en hurtig tilbagegang i antallet af sprogbrugere for visse indfødte sprog. EFNIL opfordrer de statslige myndigheder og offentligheden i alle medlemslande til at anerkende de kognitive, sociale, og også politiske og økonomiske fordele ved to- eller flersprogethed for det nationale fællesskab.
6. I de fleste europæiske lande er der i dag en temmelig kompliceret sproglig virkelighed, som dog ikke altid er synlig grundet mangel på pålidelige og opdaterede oplysninger. Da EFNIL anerkender betingelserne for social mangfoldighed i Europa og behovet for social samhørighed, så arbejder sammenslutningen for at fremme vilkårene for flersprogede borgere og for at øge samarbejdet med andre europæiske organisationer med henblik på at indsamle og formidle pålidelige oplysninger om dette område og etablere en god praksis.