Dansk

Bruxelleserklæringen om sprogundervisning

“Wer fremde Sprachen nicht kennt, weiß nichts von seiner eigenen.”
(Den der ikke kender fremmede sprog, ved ikke noget om sit eget) Goethe

Sammenslutningen af Nationale Sproginstitutioner (EFNIL) blev grundlagt i Stockholm i 2003 som et netværk for de centrale sprog­røgtsinstitutioner og andre nationale sproginstitutioner i Den Euro­pæiske Unions medlemslande. Hver enkelt af EFNIL’s medlemsin­stitutioner er dybt involveret i arbejdet med at støtte og fremme sproget eller sprogene i sit land. EFNIL’s medlemmer er forenede i overbevis­ningen om at de sprog de tager vare på, er uadskillelige dele af den sproglige mangfoldighed i Europa og udgør grundlaget for kulturel mangfoldighed og kulturel rigdom i Europa. For at bevare og videreud­vikle deres egne sprog og for at fremme følelsen af en fælles europæisk identitet støtter EFNIL’s medlemmer ikke alene undervisning i og brug af deres nationale eller officielle sprog, men også undervisning i andre europæiske sprog. Alle mennesker i Europa har en klar interesse i at være flersprogede. Det overordnede mål er en flersproget befolkning i et mangesproget Europa. EFNIL’s medlemmer har forpligtet sig til at støtte dette mål ud fra følgende overvejelser og anbefalinger.

1.

Den europæiske integration som mindsker, og i sidste ende måske fjerner,administrativehindringer,førertilatderbliverflere muligheder for kommunikation mellem mennesker som taler forskellige sprog. For at kunne klare denne voksende bølge af sprogkontakter er det væsentligt at der udvikles nye tilgange, metoder og miljøer til mangesproget oversættelse, tolkning og formidling, og ligeledes til fremmedsprogsundervisning og -tilegnelse med sigte på at styrke både det økonomiske og kulturelle samkvem og borgernes mobilitet med hensyn til arbejde og uddannelse i Europa.

2.

Engelsk bruges som arbejdssprog i visse arbejdsmæssige, uddannelsesmæssige og andre samfundsmæssige sammenhænge i Europa. Vi anerkender den praktiske værdi af dette, men finder at det er af yderste vigtighed at bevare, styrke og videreudvikle alle de officielle nationale sprog i de europæiske lande i alle deres funktionsdomæner.

3.

Alle borgere i et europæisk land bør have mulighed for at lære de fremmede sprog de har mest brug for i deres arbejde, samfundsliv, uddannelse og personlige udvikling. De bør have ret til at få officielt anerkendte beviser på deres færdigheder i at kommunikere på andre sprog end deres eget og til at få disse beviser på sprog­færdighed anerkendt som kvalifikation i forhold til arbejde og uddannelse i alle medlemslande.

4.

Uddannelserne i EU’s medlemslande bør fremme en etos for man­gesproget kommunikation og give muligheder for at lære andre sprog end førstesproget. De bør opmuntre til udviklingen af kom­mu­nikative færdigheder på flere forskellige sprog sammen med interkulturel bevidsthed.

5.

EFNIL opfordrer derfor regeringerne i de europæiske lande til at styrke og forbedre fremmedsprogsundervisningen ved siden af un­dervisningen i landets nationale sprog.

5.1

De formelle og uformelle uddannelser bør tilbyde et bredt udvalg af sprog, herunder alle de officielle europæiske sprog, overalt hvor det er muligt.

5.2

Kommunikative færdigheder i 1 + 2 sprog (førstesproget og to andre sprog) bør være det minimale mål for grundskolen og de gymnasiale uddannelser. Hvis førstesproget ikke er officielt sprog i det pågældende land, bør et af de to andre være det.

5.3

Foruden færdighed i mindst to andre sprog bør man fremme forståelsen af flere andre sprog for at udvikle indbyrdes for­ståelighed (hvor begge parter taler deres eget sprog og forstår den andens).

5.4

Voksne bør opmuntres til at forbedre deres færdigheder i de(t) officielle/nationale sprog i deres lande og til at lære fremmede sprog. Livslang uddannelse bør omfatte sprogundervisning. Mu­lighederne for voksenundervisning bør forøges og forbedres i formelle og uformelle voksenuddannelser, på arbejdspladsen og i andre private og offentlige institutioner.

5.5

Foruden sprogundervisning i hjemlandet bør der gives flere muligheder for sprogundervisning i udlandet. Især bør man forbedre de administrative betingelser for udveksling af elever, studerende, lærere og arbejdstagere mellem medlemslandene i Den Europæiske Union.

5.6

I hvert medlemsland i Den Europæiske Union bør der gives flere og bedre muligheder for mennesker med et andet første­sprog end de(t) officielle/nationale sprog til at lære de(t) offi­cielle/nationale sprog i det land hvor de bor, og til at udvikle færdigheder i deres modersmål.

6.

Både de nationale regeringer og EU’s organer bør støtte at der skabes og produceres flere og bedre sproglige hjælpemidler og resurser der kan forbedre fremmedsprogsundervisningen. Sådanne hjælpemidler og resurser omfatter bl.a. ensprogede, flersprogede og parallelle tekstkorpusser, tesaurusser, terminologiske databanker, ordbøger, værktøjer til automatisk oversættelse og undervisningsmaterialer til sprogundervisning og selvstudium, udformet i overensstemmelse med europæiske standarder. Der bør gives særlig opmærksomhed og støtte til sprog og sprogpar som hidtil er blevet overset af den kom­mercielle sprogindustri.

7.

Som empirisk grundlag for nationale og europæiske sprogpolitikker, inklusive sprogundervisning og sprogtilegnelse, bør der oprettes en europæisk vidensbase om sprogforhold (European language monitor, ELM), eventuelt som en videreudvikling af „Den europæiske in­dikator for sprogkundskaber“ der forberedes af EU-kommissionen. Sprogsituationen er i stadig udvikling og må følges nøje. ELM skal være et informationssystem som regelmæssigt indsamler og evaluerer data om sprogforholdene og deres udvikling i alle unionens med­lemslande, herunder data om fremmedsprogsfærdigheder og frem­medsprogsundervisning. EFNIL’s medlemsorganisationer ville være naturlige partnere i et sådant overvågningssystem.

8.

EFNIL støtter EU’s og Europarådets organer i deres bestræbelser på at opretholde og styrke et mangesproget Europa ved at udvikle fler­sprogethed hos borgerne i de europæiske lande.

9.

EFNIL’s medlemsorganisationer har til hensigt at udvide deres indbyrdes samarbejde for at opnå bedre viden om de europæiske sprog og om sprogsituationen i de europæiske lande. Derved vil de blive bedre rustet til at sprede forståelse af og tilslutning til euro­pæisk mangesprogethed i deres respektive lande.